Konica Minolta har taget næste skridt i kampen for at sikre kontorets følsomme oplysninger. Med den nye bizhub C550 kan tilkøbes en biometrisk venescanner, som med et infrarødt kamera scanner blodåremønsteret i fingeren og bruger mønsteret som en garanti for, at kun autoriserede personer får adgang til maskinens informationer. Det har givet C550 en BERTL-pris for innovation på sikkerhedsområdet.
Biometrisk sikkerhedsteknologi er mange steder stille og roligt ved at afløse de traditionelle passwords, og teknologien vinder i stigende grad udbredelse på områder som fx i pas, lufthavne og hæveautomater. Og nu er teknologien også nået til kontorets printerrum.
Med den nye bizhub C550 fra Konica Minolta kan tilkøbes en biometrisk venescanner, som på en hidtil uset måde sikrer kontorets følsomme oplysninger ved at bruge en infrarød scanning af blodåren i fingeren som adgangskode. Blodårescanneren fungerer sådan, at den krypterer det scannede billede og sammenligner det med en skabelon, der er gemt på MFP'ens harddisk og derved godkender brugeren. Sammen med den nye PageScope Enterprise suite, der giver mulighed for både at håndtere maskinen og tildele autorisationskoder via en webserver, udgør disse sikkerhedsløsninger en kombination, som er blevet præmieret med en BERTL-pris for innovation.
"Sikring af virksomhedens følsomme data er et område, som vi i mange år har fokuseret på og som er en naturlig og integreret del af rådgivningen omkring vores produkter. Når vi går skridtet videre og nu også tilbyder biometrisk sikring så er det, fordi vi vil sikre, at kunder af alle størrelser med alle typer af behov, vil kunne finde de mest avancerede og sikre løsninger hos os," siger Allan Harder, Konica Minolta.
Sikring efter alle kunstens regler
Sikkerhed inden for multifunktionsprintere har i flere år været et stigende prioriteringsområde for rigtig mange virksomheder. I takt med at printere, faxer og scannere integreres, bruger stadig flere medarbejdere de samme maskiner. Manglende printpolitikker og manglende sikkerhedsløsninger kan i værste fald betyde, at konfidentielle kopier og faxer læses af uindviede kolleger, forbipasserende kunder eller kontorets rengøringsassistent. Der er derfor grund til at sikre kontorets multifunktionsprintere, så de ikke udgør en trussel for virksomhedens sikkerhed.
Derfor er C550 ud over den biometriske venescanner også indbefattede af en række standard sikkerhedsløsninger, der lever op til til ISO 15408 – level 3, som er en international sikkerhedscertificering for multifunktionsprintere, og som fx betyder, at multifunktionsprinteren krypterer informationerne og overskriver harddisken løbende – helt op til syv gange, hvis det ønskes. Den løbende overskrivning af multifunktionsprinternes harddisk er nødvendig for at slette alle de kopi-, scan- og faxjobs, som maskinen automatisk gemmer på disken. Ellers løber virksomheden store sikkerhedsrisici, hvis harddisken fx bliver stjålet, eller hvis den bliver udskiftet og ender i hænderne på konkurrenter. Derudover har Konica Minolta faste procedurer for rengøring af alle harddiske, når de bliver udskiftet, så alle indstillinger og data bliver slettet.